Påsketid… og tanker om årstidernes skiften

Foråret er for alvor kommet, det begynder at spirer og før man når at se sig om, er det højsommer. Tiden går hurtigt og ligeså gør årstidernes skiften.

Jeg lover altid mig selv, at nyde det, at huske at følge med i naturens magiske udvikling, at lægge mærke til knopperne der springer ud… og alligevel kommer det totalt bag på mig, når de fine lysegrønne træer, pludselig er blevet mærkegrønne.

Jeg har aldrig dyrket det med at pynte op til påske… selvfølgelig da jeg var barn og min mor, der dengang var dagplejer, sad og klippe klistrede med alle børnene. Det elskede jeg at være med til.

Men de sidste mange år har påsken ikke været noget særligt. End ikke påskefrokoster er det blevet til hvert år.

Nu er sagen så den, at jeg har fået en lille pige på 1,5 år og så er der nogle ting der ændre sig. Pludselig bliver det interessant at værne om de gamle traditioner, måske især også fordi at jeg nu har nogen at lave traditionerne for.

For ærlig talt, min mand springer ikke op og ned af glæde over en pyntet forårsgren… men det gør min datter. At se hendes små funklende øjne gå på opdagelse i de pyntede grene og finde endnu et påskeæg, se endnu en fin farve, få øje på endnu en detalje, ja det er magisk og ganske værdifuldt for mig.

Tænk sig, hvis vi alle så verden igennem et barns øjne. At alt var nyt, spændende, fantastisk, hver gang vi fik øje på noget. Som voksen skal der så meget til at imponere. Man tager måske på en rejse til en ny destination og overvældes… første dag, men hurtigt bliver det den nye norm. Vi bliver forvente og hvor er det egentligt ærgerligt…

Nå det var lidt “udenomsfilosofi”… wow, det var et nyt ord.

Nu er påskepynten kommet frem, der er ikke meget, men jeg har gået og samlet det sammen over de sidste par år.

Jeg har en svaghed for marmor i alle farver og har, foreløbigt, kun en lille samling marmor påskeæg, jeg håber at mange flere vil blive fundet på fremtidens loppe ture.

Derudover så fandt jeg for år tilbage disse skønne vintage æg i den dejligste retro butik i nærheden af Kolding. De er håndlavet med fine stoffer, flotte blonder, sløjfer og sten.

De er såååå SKØNNE… jammen jeg er så vild med dem.

De har den fineste udstråling og sender mig straks tilbage til en svunden tid, med pudder kvaster, fjerboa, perler og musik fra grammofonen.

De har så meget deres eget udtryk og jeg skiller mig aldrig af med dem.

Sidst men ikke mindst så har jeg overtaget nogle ret så grimme ællinger (eller hvad de nu skal forestille) fra min mor. De har helt sikkert været moderne engang i 80´erne og min mor vil bestemt ikke eje dem mere…

Meeeen det vil jeg, for det er jo netop det barndommen gør. Den sætter dybe minder i sjælen med udgangspunkt i selv den mindste lille ting.

Et lille menneske har stået og kigget på disse ænder og fundet dem helt igennem fantastiske og resultatet er, at en voksen kvinde på 35 år, nu ikke  kan nænne at skille sig af med dem.

Og så har jeg desuden en svaghede for grimheder, for det uperfekte, for det personlige.

Nej de er ikke hippe og stylede, ej heller har de det rette mærke i bunden…. men de er mine og jeg elsker dem og ligeså gør min datter.

Så JA, det bliver en fast (grim) påsketradition her i huset.

     

Glædelig påske og velkommen du skønne livsbekræftende forår.

Kærligst Nina Frederikke